Vi havde fortalt familie, venner og kollegaer om vores ‘projekt’, så det var lidt underligt at møde på arbejdet mandag den 13. september 2004, og alle spurgte til om testen var positiv. Selvfølgelig var vi glade, men intet var jo sikkert, man kan jo risikere at abortere i de første uger.

Allerede tirsdag den 14. september 2004 havde jeg ferie, så jeg var hos min læge med en urinprøve, og endnu engang var prøven positiv, og jeg fik bestilt en tid til første graviditetsundersøgelse.

Onsdag den 15. september 2004, så jeg ud og rejse, min mor havde inviteret mig med til Berlin, men det gik uden problemer, og var en rigtig dejlig og hyggelig tur.

Vel hjemme igen, skulle jeg til første lægebesøg den 20. september, og jeg fik startet min vandrejournal op, og min læge regnede sig frem til at min termin skulle være den 24. maj 2005.

Fordi jeg blev insemineret, så skulle jeg til en scanning i 7. uge, og det skulle foregå på Dronninglund Sygehus, for der er en ‘risiko’ for flere fostre, så det skulle undersøges om der var tvillinger, så den 7. oktober var jeg til scanning, og der var ‘kun’ et foster, og vi kunne det lille hjerte banke, og alt så ud til at være som det skulle.

Jeg skulle til endnu en scanning, da jeg var i 12. uge, og det var vi til den 11. november 2004, og der kunne vi den lille klump på ca. 6,5 cm, med to arme og to ben, det var bare så dejligt, vi fik selvfølgelig et billede med hjem. Ved scanningen blev min terminsdato flyttet til den 21. maj 2005.

Indtil 14. uge kunne jeg stadig være i mit ‘eget’ tøj, man kunne ikke umiddelbart se at jeg ventede mig, og min vægt var heller ikke steget.

Søndag den 14. november 2004 skulle vi ud og rejse igen, denne gang til Georgien!! – og ganske gratis. Min mor havde deltaget i en konkurrence på DBU’s hjemmeside, og hun vandt altså en tur til Georgien med fodboldlandsholdet, men hun ville ikke selv af sted, så derfor gav hun rejsen til Niels og jeg. Det var også en oplevelse for livet, også selv om Danmark spillede uafgjort. Vi var vel hjemme igen torsdag den 18. november 2004, jeg havde det dog ikke så godt på flyveturen hjem, men jeg fik sovet det meste af turen, så jeg blev frisk igen.

Den 27. november 2004 var vi til Thomas Helmig koncert i Aalborg Hallen, og det var som sædvanligt en kanon koncert.

Den 9. december 2004 var første besøg hos jordemoderen (uge 16+4), vi fik fortalt hvad der skulle ske det næste stykke tid, og vi fik hørt hjertelyd, og ellers var der ikke noget at bemærke, ikke andet end jeg havde tabt mig et kilo, men det var ikke noget problem. Vi fik aftalt at det skulle være en ‘almindelig’ fødsel på Aalborg Sygehus. Nu kunne man begynde at se, at jeg ventede mig, og jeg kunne heller ikke være i mine ‘egne’ bukser mere, så jeg måtte ud og købe ventetøj.

Så kom juletiden, og det var hyggeligt og hektisk som sædvanligt, og lørdag den 25. december 2004 var første gang jeg med sikkerhed mærkede liv, og samtidig mærkede Niels det også, så det var en dejlig julegave.

Januar var lidt i ‘øv’ måned, for min storebror med familie flyttede til England, så de vil ikke kunne følge det sidste af graviditeten. Men den 24. januar 2005 (uge 23+5) var jeg ved lægen igen, jeg havde taget i alt 2 kilo på, mit blodtryk var fint og fin hjertelyd. Det eneste jeg havde at bemærke var, at min højre hånd ofte ‘sov’, og min læge sagde, at det skulle skyldes begyndende vand i hånden, men der var ikke noget at gøre ved det.

Den 25. januar 2005 startede jeg på et FOF-kursus om ‘I form til fødslen’, og det gik jeg til frem til en uge før fødslen.

30. januar 2005 skulle vi så sige farvel til min far og Lis, de havde fået solgt huset, og valgt at bruge et år til at se noget af Europa, og de havde lejet lejlighed/rækkehus i Sydfrankrig.

Den 17. februar var vi så til koncert igen, denne gang med REM, og koncerten var i Hamborg. Det var en lidt lang køretur i bus, men jeg klarede, og ‘klumpen’ hoppede da også lidt med til musikken.

Næste besøg hos jordemoderen var den 3. marts (uge 28+5), den lille klump mente hun vejede 1000g. og fik hjertelyd, og den havde hovedet op ad. Mit blodtryk var fint, men jeg havde igen tabt mig, og var tilbage på min ‘normal’ vægt, men det var ikke noget galt i det.

Så skulle vi til fødselsforberedelse tirsdag den 15. marts, her fik vi fortalt om diverse smertelindrende midler, jeg ville få tilbudt, og hvad der ellers kunne ske under fødslen. Lige pludselig kom fødslen tæt på, men jeg glædede mig nu alligevel, for at se hvad det var for et lille væsen, der moslede rundt inde i mig.

Rundvisning på fødeafdelingen var vi til den 18. marts, efter dette besøg faldt der lidt ro over mig, for nu havde jeg set forholdene, og hvordan fødestuerne så ud, hvor vi skulle henvende os osv. Ved denne rundvisning fandt jeg også ud af, at jeg ikke ville føde i vand.

Så blev det den 31. marts hvor jeg igen skulle til jordemoder (uge32+5), så var min vægt steget med 3 kilo, mit blodtryk var fint, og klumpen skulle veje ca. 1900g., der var god hjertelyd, og klumpen havde vendt hovedet ned af, men sad ikke fat i bækkenet.

På mit arbejde var jeg nu begyndt at give mine opgave fra mig og få afslutte nogle projekter, og jeg glædede mig faktisk til at skulle hjem og gå, for jeg var begyndt at være godt træt. Jeg var oppe et par gange hver nat for at tisse, og problemet med mine ‘sovende’ hænder var bestemt ikke blevet bedre, jeg kunne slet ikke holde ud at have mine hænder opad, og min vielsesring måtte jeg tage af, da jeg begyndte at have lidt vand i kroppen.

Sidste lægebesøg var den 15. april 2005 (uge 35+0), han ville ikke give et skyd på, hvor meget klumpen vejede, men hjertelyden var fin, han havde lidt problemer med at finde det, mit blodtryk var fint, og klumpen havde stadig hovedet nedad.

Torsdag den 21. april var sidste arbejdsdag, det var lidt underligt at gå hjem, og vide at jeg ikke skulle på arbejdet igen før i år 2006.

Fredag den 22. april skulle Kasper (min nevø) konfirmeres, og heldigvis skulle vi ikke møde op i det pæneste festtøj, for jeg kunne heller ikke være i mine sko mere, så jeg havde et par gummisko på.

Det var lidt underligt at komme hjem og gå, for jeg fik ikke lavet alle de ting, jeg havde planlagt, men børneværelset blev da færdigt, og jeg fik lavet diverse indkøb, men det er svært, for jeg var ikke helt klar over, hvad jeg ville få brug for.

Fredag den 6. maj var jeg hos jordemoder igen (uge 37+6), min egen jordemoder havde ferie, men hende jeg var hos, kunne jo gøre det lige så godt. Mit blodtryk var lidt højt, men ikke noget hun ville gøre mere ud af, klumpen mente hun vejede 3200 g., hjertelyden var fin men men men klumpen havde hovedet opad. Derfor blev jeg sendt til scanning, for at få det bekræftet, og eventuelt finde en løsning på ‘problemet’. Niels kunne desværre ikke være med til scanningen, for han skulle undervise en kursist.

Jeg måtte så til scanning, og ganske rigtigt, hovedet var opad og benene strakt op langs barnets mave. Scanningen viste af klumpen vejede 2768g, og jeg fik igen målt mit blodtryk, og det var helt normalt. Jeg blev også undersøgt, om jeg eventuelt havde åbnet mig, så jeg var tæt på fødslen, men nej det var jeg ikke.

De ville så prøve at vende klumpen, først blev der kørt en CTG-registrering, altså en måling af klumpens hjertelyd m.m., så fik jeg en indsprøjtning, som skulle få livmoderen til at slappe af, så fødslen ikke gik i gang, når de forsøgte at vende klumpet. Så kom der en læge, og hun gik så ellers i gang med at skubbe klumpen rundt, hun prøver at bøje klumpens hoved ned mod sin egen brystkasse, og så samtidig presse/skubbe på dens numse. Til sidst lå klumpen på tværs i min mave, det så meget sjovt ud, og så mente hun, at klumpen havde vendt sig, så jeg fik lov til at ligge lidt, samtidig med at det blev kørt endnu en CTG. Inden jeg blev sendt hjem, undersøgte de lige om det nu også var rigtigt, at klumpen var blevet vendt – og nej, klumpen havde stadig hovedet op og numsen ned. Så fik jeg en tid til torsdag den 12. maj 2005, hvor de ville prøve at lave et nyt vendingsforsøg. Samtidig fik jeg at vide, at hvis jeg gik i fødsel inden da, så ville det blive ved kejsersnit.

Torsdag den 12. maj 2005 mødte vi igen op på Aalborg Sygehus, jeg blev igen scannet, og klumpen vendte stadig den ‘forkerte’ vej, igen blev der kørt en CTG, og jeg fik endnu en indsprøjtning, og til sidst kom lægen som skulle forsøge at vende klumpen. Det blev skubbet og mast, og til sidst kunne mit maveskind ikke holde til mere, da havde lægen også forsøgt tre gange, men til sidst sagde jeg stop, nu kunne jeg ikke klare mere – og det kunne de nu også godt forstå. Så fik vi at vide, at der ikke var andet at gøre, end at få en tid til et planlagt kejsersnit, derfor fik vi en tid til tirsdag den 17. maj 2005.

Det var lidt underligt at kende datoen nu, men vi valgte at ‘lyve’ overfor familien og vennerne, vi sagde at de ikke kunne få klumpen vendt, men de ville gøre et 3. forsøg den 17. maj, og først herefter ville vi få en tid til et kejsersnit, så ingen var klar over hvad der skulle ske.

Mandag den 16. maj om aftenen mens jeg gik og pakkede min taske, så ringede min veninde Trine fra Århus, og fortalte at hun havde fået en lille dreng den 11. maj, og at de lige var kommet hjem, hendes fødsel var endt i akut kejsersnit, så til sidst fortalte jeg hvad der skulle ske den efterfølgende dag, for jeg havde jo lige et par spørgsmål i forbindelse med kejsersnittet, og hun lovede at holde sin mund.