Så kom dagen, hvor vi var 99 % sikre på, at vi ville komme til at se vores guldklump.

Aftenen før hvad jeg fået pakket min taske, og ryddet lidt op hist og her, og ellers snakkede vi meget om, hvad der nu skulle ske, og hvordan fødslen skulle foregå.

Jeg fik sovet om natten, men jeg var oppe de obligatoriske 2 gange for at tisse, men uret ringede kl. 06.00, og så var det op og i bad, og få pakket det sidste toiletgrej ned. Niels fik lidt morgenmad, men jeg skulle jo møde fastende, så der var ikke noget til mig – desværre, for jeg var godt sulten.

Kl. 07.00 kørte vi til Aalborg Sygehus Nord, hvor vi skulle være kl. 07.30. På vejen derind snakkede vi om, at det var ikke sådan vi havde forestillet os, at vi ville køre på fødegangen, jeg kunne selv have kørt bilen, for jeg havde ingen veer, og havde slet ingen tegn på at være tæt på en fødsel. Ved sygehuset er der ingen parkeringspladser, der skal man bruge de ‘offentlige’ p-pladser i gaderne rundt om sygehuset. Men vi fandt en plads, og betalte til kl. 16.00.

På barselsgang B blev vi modtaget af en rigtig sød sygeplejerske, som sørgede for at jeg fik en seng og fik andet tøj på, Niels skulle også have andet tøj på, når han skulle med ind på operationsstuen. Der skulle også lige tages en blodprøve, og det blev også gjort, og kl. 08.00 var vi klar til kejsersnit. Vores sygeplejerske fortalte, at vi var de eneste denne dag, som skulle have planlagt kejsersnit, så hun håbede, at vi ville blive hentet indenfor en halv time. Men sådan gik det ikke helt.

Kl. 08.45 fik vi at vide, at der var kommet to akutte kejsersnit, så vi ville tidligst komme til efter kl. 10.00. Men kl. blev 11.00 før vi så vores sygeplejerske igen, og på dette tidspunkt var jeg ved at være godt sulten og tørstig, for jeg ikke havde fået noget vådt eller tørt siden kl. 22.00 dagen før, så sygeplejersken ville prøve at få fat i en læge, for at høre om jeg allerede nu måtte få lagt et drop med væske. Læge kom omkring kl. 12.00, og jeg fik lagt drop, og det hjalp meget. Der ud over fik vi at vide, at der var endnu en akut operation, så vi kunne stadig ikke få et præcis tidspunkt.

Klokken lidt i to, kom sygeplejerske igen ind på stuen, for at fortælle os, at nu var der blevet kørt 3 andre senge med patienter ned på operationsgangen, så hun var bange for, at der ville gå et par timer endnu. Det var vi selvfølgelig kede af, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Så Niels hoppede ud af sit sygehustøj, for at gå til parkeringspladsen, for at betale lidt ekstra, og jeg fandt min bog frem, i stedet for bare at kigge ud af vinduet.

Men lige som Niels kom tilbage kl. 14.15, så kommer der en portør ind på stuen, og spørg om vi vil med, og selvfølgelig vil vi det, men Niels skal lige nå at skifte tøj, og så er vi ellers på vej til operationsgangen.

Vi bliver modtaget af en masse mennesker, og jeg kan ikke huske navnene på nogen af dem, for nu begynder nervøsiteten også at melde sig, for nu skal det snart ske, vi skal finde ud af om den lille klump er sund og rask, og om det er en dreng eller en pige.

Niels havde lidt betænkelighed ved at skulle være med til en operation, da han ikke er meget for nåle og blod, og da jeg ligger på operationsbordet, så tager han mig i hånden, og jeg kan bare mærke at han ryster, men jeg tror også, det er fordi han er spændt.

Jeg får lagt bedøvelse i ryggen, og det er der intet ubehag ved, og så går operationen ellers i gang, og på et tidspunkt kan jeg høre en ‘suge-lyd’, ligesom når man er ved tandlæge, og narkosesygeplejerske fortæller, at nu bliver der suget fostervand, og så lige pludselig er der barnegråd, og jeg har intet kunne mærke, og jeg synes det er gået så stærkt, at jeg bliver helt overrasket – da var klokken 14.54.

Så kommer jordemoderen med barnet, og hun viser os, at det er blevet en lille dreng. Så går Niels med jordemoderen ud i et lille tilstødende rum, hvor de undersøger barnet, og jeg ligger bare tilbage og kan høre at han græder, og tårerne triller bare ned af mine kinder af glæde. Få minutter efter kommer Niels ind igen, og han har Malthe på armen – vi havde på forhånd bestemt, at hvis det blev en dreng, skulle han hedder Malthe – og vi græd begge to af glæde, men hvor var det svært ikke at kunne holde ham endnu, for jeg skulle jo først syes sammen m.m., så der gik ca. 30 min. (jeg havde ikke rigtig tidsfornemmelse), før jeg kunne komme tilbage i min seng, og inden jeg blev kørt til opvågningsstuen, så fik jeg lagt Malthe ned til mig, og hvor var det bare dejligt, men samtidig også lidt uvirkeligt.

På opvågningsstuen lå jeg bare og kiggede på det lille vidunder, som lå på min mave, og Niels kunne heller ikke holde øjnene fra ham. Så begyndte Karin at spørge til hvordan jeg havde det, om jeg havde ondt nogen stedet. Det sagde jeg nej til, men bare jeg kunne få noget at drikke, så ville jeg blive glad. Så spurgte Karin, om vi skulle prøve at lægge Malthe til brystet, og det prøvede vi så, men det blev ikke til meget, for Malthe var lige så meget interesseret i at kigge på os.

Så mente Karin at det var tid til at undersøge Malthe, og få han målt og vejet. Han blev målt til 51 cm og 3590 g, og så var det ellers Niels’ opgave at give Malthe tøj på, og så blev Malthe lagt ned til mig igen.

Så kunne jeg så småt begynde at mærke mine ben igen, og det betød jo så også at det begyndte at gøre lidt ondt, så der kom en sygeplejerske og gav mig en smertestillende indsprøjtning i låret, og den slog mig helt ud, jeg blev simpelthen så træt, men sove det ville jeg ikke, for nu skulle vi op på barselsgangen og så skulle vi ringe til familie og venner, og det glædede jeg mig til.