I løbet af sommeren 2001, snakkede Niels og jeg meget om, at nu skulle der snart komme noget ‘frugt’ af vores forhold, og vi aftalte, at jeg skulle stoppe med at tage mine p-piller. Så den sidste pille blev spist i slutningen af august-måned, og så var det ellers bare at arbejde på sagen.

Men der kom ikke rigtig noget resultat ud af arbejdet, og da vi havde forsøgt i et års tid, så kontaktede vi vores læge, for måske var der en lægelig grund til, at det ikke ville lykkes. Men i følge reglerne, så skal man have forsøgt i 2 år uden resultat, før man kan få støtte/hjælp fra det offentlige. Så vi ventede, det kunne jo bare være, at det tog lidt længere tid for mig, at få alle stofferne fra p-pillerne ud af kroppen.

Man da vi havde forsøgt i 2½ år, så kontaktede vi igen vores læge, og så blev vi henvist til fertilitetsklinikken på Dronninglund Sygehus. Både Niels og jeg blev undersøgt, svaret var, at der ikke skulle være noget til hindre for, at vi kunne for børn sammen, men vi skulle måske bare have lidt hjælp. Derfor fik vi tilbudt inseminationsbehandling, og denne behandling startede vi på i begyndelsen af august 2004.

Den 29. august 2004 kom så den store dag, hvor vi skulle insemineres – det var en søndag, og det skal lige siges, at denne dag, var den sidste dag ved OL i Athen, og kvindehåndboldlandsholdet skulle spille finalekamp, og Niels holder meget af at se sport, og vi skulle aflevere sædprøven kl. 11.00 i Dronninglund, og så skulle inseminationen foregå kl. 13.15, og da der er et stykke vej mellem Aalborg og Dronninglund, ville vi ikke til at ligge og køre frem og tilbage, så vi havde aftalt at tage en madkurv med, og så finde et sted at sætte os. Men håndboldkampen skulle starte kl. 10.15, så vi blev nød til at høre kampen i radioen. Vi holdt på parkeringspladsen 5 min. i 11, og da var 1. halvleg ikke færdig, så vi løb ind på sygehuset, og op på 2. sal, for at finde varmeskabet, hvor vi skulle stille sædprøven, og så løb vi ned til bilen igen, og fik lige de sidste 2 min. af 1. halvleg med.

Så bestemte vi os til at køre til Aså Havn, for at spise vores madpakke, så der holdt vi med nedrullede vinduer og hørte det sidste af kampen, og Niels kunne ikke forholde sig stille, så andre folk på havnen, må ha’ troet han var åndssvag. Men heldigvis vandt håndboldpigerne finalen, og vores pulse var igen faldet til normalt niveau, og vi kørte igen til Dronninglund Sygehus.

Vi kom jo til at snakke med læge om, at det var godt at håndboldpigerne havde vundet kampen, og vi blev enige om, at efter sådan en omgang, så kunne der kun komme en guldklump ud af inseminationsforsøget.

Herefter var det bare at vente, og Niels og jeg havde den holdning, at det ikke ville lykkes i første forsøg, så vi tog det med ro, og vi måtte først tage en graviditetstest 14 dage efter inseminationen. Men allerede fredag den 10. september om aftnen tog vi en graviditetstest, for jeg havde ikke fået min menstruation endnu, og mit brystparti var så ømt, som jeg aldrig har prøvet før. Testen var positiv, og lidt jubeldans blev det til, men vi ville alligevel lige vente til søndag, for så var der gået de 14 dage, som vi havde fået at vide der skulle gå.

Så søndag den 12. september tog vi endnu en test, og den var også positiv, så nu troede vi på det, det ville komme en guldklump ud af vores arbejde, og derfor kom ‘maven’ til at hedde klumpen de næste 9 måneder.